Søg
  • Mads Amstrup

Pudderparadiset over dem alle







Skiløb I Japan


De arktiske luftstrømme

Japan er efterhånden velkendt som et pudderparadis for skientusiaster verden over. Og dette er med god grund. Arktisk østenvind bringer kolde luftstrømme fra Ruslund og det nordlige Kina ind over den Japanske vestkyst. De kolde luftstrømme fra det asiatiske fastland kombineret med høj luftfugtighed, som findes over det Japanske Hav, betyder at ekstraordinære forhold for store snefald bliver skabt. I Shiro Experience stiftede vi for første gang bekendtskab med disse forhold tilbage i 2013, og vi er kommet tilbage lige siden.


Japan som skination

Med hensyn til skiløb er det uden tvivl Nordøen, Hokkaido, og skiområdet Niseko, som er mest kendt. Her har primært australiere og amerikanere moderniseret skiområderne ift. Skilifter, sikkerhedsforanstaltninger og restauranter. På Sydøen, Honshu, kan man opleve et lignende billede omkring skiområdet Hakuba, nær Nagano, i de Japanske Alper. Dette område kom for alvor på landkortet, og fik sin helt store modernisering i forbindelse med vinter-OL i Nagano i 1998, hvor skidisciplinerne fandt sted i Hakuba. Selvom Niseko og Hakuba tiltrækker mange skiturister, så bør det nævnes, at Japan har op mod 500 små skiområder i alt. Der er altså ekstremt mange mindre steder, som tiltrækker væsentligt mindre opmærksomhed, men stadig tilbyder de fantastiske japanske forhold. Disse områder vækker i høj grad interesse hos os i Shiro Experience. De mindre kendte skiområder er sjældent moderniseret på samme måde som Niseko og Hakuba, og forholdene bærer generelt præg af, at være uændret siden det japanske ’ski boom’, som fandt sted i 1980’erne. Skiløb var det helt store i 1980’erne over det mest af Japan, hvor man havde op mod 700 åbne skisportssteder, og kunne stå i kø til skiliften i op mod en hel time. I 1990’erne døde skiløbet mere eller mindre langt de fleste steder i Japan. Snowboard blev dog utroligt populært, og var i høj grad medvirkende til, at holde mange skisportssteder kørende – selvom populariteten aldrig kom i nærheden af boomet i 80’erne.




Nikolaj Schnohr sidder udenfor et af de klassiske lifthuse fra 1980'erne og venter spændt på første run



Shiro Experience og vores forhold til Japan

Det samme oplevede man i Myoko Kogen området på Honshu, hvor vi i Shiro Experience har tilbragt de seneste seks vintre. 80’er boomet kommer i høj grad til udtryk her, da de fleste forhold ikke har ændret sig siden – lige med undtagelse af menneskemængderne. De første par år vi tilbragte i området, oplevede vi ofte at være fuldstændigt alene i skisportsområderne. Selv på dage, hvor der var faldet 50 cm frisk puddersne over natten, stod vi alene i liftkøen fra morgenstunden, hvor vi lidt forundret kunne hjælpe liftpersonalet med at grave stolelifterne fri for sne. Men som det er gældende for mange skisportsområder i Japan, så er efterspørgslen og opmærksomheden fra vesten omkring ”japow” i høj grad vokset, hvorfor vi også oplever flere mennesker i Myoko Kogen området. Seks års erfaring og et nært kendskab og samarbejde med de lokale japanere betyder dog, at vi altid kan finde frisk sne, og generelt finder andre veje end de andre pudrehungrende skiløbere.




Vores gode ven og fotograf, Nicklas Nagel, har skudt dette billede af en glad Shiro gæst

Hvorfor Myoko Kogen? Vi bliver ofte spurgt, hvorfor vi bliver ved med at vende tilbage til Myoko. Svaret er egentlig ganske simpelt. Fordi vi mener, at det er det bedste skiløb i Japan. Med Shiro Experience bruger vi hver sæson 4-5 måneder og over 100 dage på ski - heraf to måneder (januar og februar) i Japan. Selvfølgelig hænger noget af vores kærlighed til stedet sammen med et unikt lokalkendskab, da vi var nogle af de første udlændinge, som skabte forbindelser i lokalmiljøet og brugte en hel sæson i området. Men med vores to måneder i Japan, er skiløbet selvfølgelig det vigtigste, og jagten efter bundløse puddersving er dermed det altoverskyggende. Og vores oplevelse er, at vi har haft klart størst succes med denne jagt i Myoko. Er vejret dårligt det ene sted, kan vi køre en times tid, og finde helt andre forhold. Har det ikke sneet i et par dage, er der fantastiske muligheder for skitouring på den aktive Myoko Vulkan. Ovenikøbet er terrænet fantastisk sjovt og varierende, da man både kan finde stejle og udfordrende nedkørsler, som kræver grundig rekognoscering, men også genialt og mindre udfordrende træskiløb, hvor man kan nyde den helt lette sne i et lækkert flow.

Derudover må vi også bare, endnu en gang, nævne snemængderne, som falder i området. De sidste seks år har Myoko ikke skuffet os én eneste gang på denne front. Bedst illustreret ved de syv uger vi brugte i området sidste år (sæsonen 2018/2019), hvor der på syv uger faldt 16 meter sne.



Akakura Akakura er navnet på byen, som vi er bosat i gennem månederne i Japan. Det er en lille bjergby med 200 indbyggere uden for skisæsonen. Her oplever vi en superfed balance mellem den japanske lokale vibe, og mængden af mennesker, der besøger stedet. Oplevelsen af den japanske kultur kan godt drukne lidt på nogle af de mere moderniserede skisportssteder, hvor det vestlige skimiljø i høj grad synes, at have vundet indpas. For at opretholde denne balance prioriterer Shiro Experience, at arbejde tæt sammen med flere af de lokale guides. Derfor vil man på vores ture også opleve, at der ofte er Japanske guides med i off-pisten. Udover at de altid er i godt humør, og kender terrænet ekstremt godt, så er det også vores måde at værdsætte deres tilstedeværelse i Akakuras skimiljø på. Blandt lokale guides er flere andre vestlige guideprojekter ofte meget upopulære, da man oplever, at få udnyttet og stjålet det lokale knowhow uden respekt, og på den måde miste deres økonomiske grundlag. Holdet fra Itadaki tours (guidevirksomhed i Akakura) er født og opvokset i byen, og har været stærkt medvirkende til, at vi i Shiro Experience kender området så godt, som vi gør i dag. Det sætter vi kæmpestor pris på. Først og fremmest ved ind i mellem, at have en af deres guides med på bjerget, men derudover drikker vi altid en enkelt øl på deres lille bar oven på skidagen.




Fantastisk skiløb i Akakura Kanko



Tokyo

Dette indlæg skal ikke handle meget om Tokyo, men det skal dog nævnes, at det fra Myoko ikke tager lang tid, at transportere sig ind til Tokyo. Tre timer i lyntoget, Shinkansen, og så er man ellers ankommet til en fuldstændig spektakulær storby med 35 mio. indbyggere. Shiro Experience elsker at komme tilbage til Tokyo hver gang vi er i Japan, og mener i bund og grund, at det er en obligatorisk del af at besøge Japan. Der venter altid specielle kulturelle oplevelser, som ud over madoplevelser i høj klasse, spænder imellem alt fra sumobrydning til besøg på fiskeauktioner. Slutteligt skal ”skigaden” Kanda-Ogawamchi anbefales. Er man bare en lille smule interesseret i skiudstyr, så kan man roligt afsætte et par timer til ophold på denne gade øst for Jinbocho Station.



Lørdag aften i Tokyo med sushi og sake. Ja tak

12 visninger

Kontakt os:

info@shiroexperience.dk

Tel: +45 28 60 04 85

© 2019

Shiro experience IVS

CVR: 38139274

Rejsegarantifonden: 2761

Shiro Experience IVS        2019